Små komponister
Børneatelieret i Ørestad præsenterer:
Små Komponister
Børneatelieret i Ørestad er et kreativt værksted for børn – et sted, hvor man må være nysgerrig, finde på, bygge, lytte og skabe. Her bliver børn ikke blot tilskuere, men aktive medskabere af kunstneriske oplevelser. I atelierets trygge og inspirerende rammer får børn mulighed for at udtrykke sig gennem både kunst og lyd.
I år er vi så heldige at kunne præsentere et nyt samarbejde, hvor Børneatelieret huser den sanselige og legende Små Komponister-workshop. Her skaber børn deres eget musikstykke med udgangspunkt i en lille hverdagsfortælling og med brug af stemmer, kroppe og enkle instrumenter, som alle kan spille på. Det kræver ingen særlige forudsætninger, kun lysten til at lytte og lege med lyd.
“Små Komponister” tager udgangspunkt i den smukke tanke, at musik ikke kun skabes af de store, berømte komponister, men af os alle. For musik opstår, når vi lytter og deltager i verdens lyde omkring os. I denne workshop smelter lyd og billede sammen, og vi slutter dagen af med at præsentere det fælles værk – et minde om en dag, hvor kunst og musik blev skabt i fællesskab.
Workshoppen ledes af komponisten Peter Bruun. Selv siger Peter om Små Komponister: “Små Komponister er en måde at være sammen på og en måde at skabe musik på. I klassisk musik taler man om “Store Komponister”, som er enormt berømte, og som har skabt musik, som næsten alle kender. Små Komponister er ikke komponister, der ikke er berømte – Små Komponister er alle mennesker! (Som altså måske ikke lige er store komponister.) For alle kan skabe musik. Alle mennesker er faktisk med til at skabe musik hele tiden, fordi vi lytter og deltager i verdens lyd og musikken omkring os. I Workshoppen Små Komponister arbejder vi med at lytte til lyde og skabe et musikstykke sammen ved at starte med en lille hverdagsfortælling. Vi skaber musikken ved hjælp af vores kroppe, vores stemmer og musikinstrumenter, som alle kan spille på. Så man behøver ikke have prøvet at spille musik før. I slutningen af workshoppen har vi skabt vores eget stykke musik, som vi spiller for hinanden og for andre, som har lyst til at høre.”
Tidspunkt: Lørdag d. 23/8 kl. 10
Alder: 5-12 år
Sted: Børneatelieret
Richard Mortensens Vej 90, st.th.
Tilmelding til oerestadfestival@gmail.com